01. nov 2024

Selected Car Group overtager motorsportsholdet RaceGroup

Selected Car Group overtager motorsportsholdet RaceGroup

Det familieejede billeasing og -investeringshus Selected Car Group udvider porteføljen med købet af det danske motorsportshold RaceGroup, tidligere GMB Motorsport. I spidsen for holdet står den tidligere Europamester Henrik Lundgaard, som skal drive RaceGroup frem både i Danmark og internationalt.

Passionen for motorsport er drivkraften, når bilgruppen Selected Car Group fra november overtager det danske motorsportshold RaceGroup. Tilføjelsen af det professionelle motorsportshold med hold i både TCR, Super 2L og Special Saloon, er slet ikke så fjern en ide for Selected Car Group, som det måske kunne lyde. Heller ikke selvom de nok bliver et af Danmarks få leasingselskab med eget motorsportshold.

Det fortæller CEO for bilgruppen, Jens Christian Tangbæk.

”Alt, hvad vi laver, er drevet af både vores egen, men i særdeleshed også vores kunders passion for biler og motorsport. Og selvom det kan virke helt uden for kerneforretningen for et leasingselskab, er det faktisk naturligt for os at tilføje et motorsportshold til vores bilgruppe,” siger Jens Christian Tangbæk og uddyber:

”RaceGroup kommer til at blive et spændende selskabsben under Selected Car Group-paraplyen, hvor vi kan tilbyde store motorsportsoplevelser helt nede i pitten til vores kunder – samtidig med at vi kan støtte både motorsporten og talentudviklingen af danske kørere. Det er en win-win i vores bog.”

Selected Car Group ejer allerede DC Workshop, et værksted specialiseret i racerbiler, og kombineret med bilgruppens investeringsben, Selected Car Investment, har Selected Car Group nu endnu bedre muligheder for at tilbyde de mest iøjnefaldende oplevelser, bilverdenen byder på.

RaceGroup har indtil nu været ejet af de to motorsportsentusiaster Ulrik Larsen og Christian Jensen, som også er aktive kørere i henholdsvis Special Saloon og Classic Race. De fortsætter begge i nøglepositioner hos RaceGroup.

Nye og gamle kræfter driver holdet

Tidligere Europamester i rally, Henrik Lundgaard, skal stå i spidsen for det nye hold som direktør, mens de tidligere ejere også kommer til at spille en stor rolle i driften. Den fortsatte netværksudvikling og kontakt til sponsorer skal drives af disse erfarne kræfter, men nu med ekstra muskler i form af støtten fra Selected Car Group.

”Selected Car Groups kundebase og interesse i motorsport gør dem til det helt rigtige match for RaceGroup. Der er solide overlap i både passion og vision for, hvordan dansk motorsport skal indtage en endnu større plads i sportsverdenen, og det er vi sikre på, vi kan indfri sammen” siger Christian Jensen, tidligere medejer af RaceGroup.

Med Selected Car Group i ryggen er ambitionerne da også høje for RaceGroup. Den kommende sæson handler om at afsøge de nye muligheder i samarbejdet, og allerede fra næste år er der planer i støbeskeen for flere internationale løb og placeringer.

Weitere Nachrichten